De helstøbte og smukt udformede voldanlæg omkring København blev anlagt i 1600-tallet under Christian IV på resterne af de oprindelige forsvarsværker.

Den gule markering på kortet viser placering og udstrækning af bondebyen Havn omkring år 1000. Midt i 1100-tallet byggede Absalon sin borg på Slotsholmen, som dengang var afskåret fra fastlandet af et bredere vandløb.

Absalon befæstede byen med en jordvold, der løb ad de nuværende Vestervoldgade, Nørrevoldgade og Gothersgade, nogenlunde svarende til den røde markering på kortet. Den sydlige linie var flad strand.

Jordvolden blev i løbet af den sene middelalder afløst af en bymur af murværk. I midten 1400-tallet overgik København fra at være under Roskildebispen til at være underlagt Kongemagten. Efterhånden blev byen rigets hovedstad med behov for en stærkere befæstning.

I det tidlige 1600-tal begyndte Christian den IV en udbygning af hele voldforløbet med bastioner og kurtiner sammen med store udvidelser af byens arealer. I 1617 anlagdes den nye befæstede bydel Christianshavn og kun 10 år senere startede udbygningen af Ny-København nordøst for Gothersgade med Nyboder som boliger til flådens folk.

Christian IV var stærkt inspireret af hollandske byer og hollandsk renæssance. Som overordnet planlægger var han impulsiv; men som bybygger (urban designer) af de attraktive boligområder Christianshavn og Nyboder kunne han være forbillede for Københavns Kommunes planlæggere i dag.

Under efterfølgeren, sønnen Frederik III, lykkedes det byens indbyggere ved en stor arbejdsindsats at færdiggøre voldanlæggene på rekordtid, dels under trussel fra den svenske hær, der var gået i land i Korsør med det formål at erobre byen, og dels på grund af Kongens løfter om belønning i form af forbedring af indbyggernes levevilkår. Forsvarsværkerne virkede efter hensigten: svenskernes stormløb på byen i 1659 blev afvist. Et par år efter blev demarkationsområderne mellem voldene og søerne etableret, og Kastellet blev bygget.

Senere i løbet af 1700-tallet blev søbefæstningen etableret, men allerede i 1807, da englænderne bombarderede byen, viste hele forsvarsværket sig at være forældet i forhold til våbenudviklingen. En trediedel af byen blev sat i brand, måtte overgive sig og aflevere hele flåden til fjenden.

Voldene måtte falde. Byens arealer var udnyttet til bristepunktet. Den nye tids frihedstrang, der fremtvang den frie forfatning, Grundloven af 1849, gjaldt også de fysiske forhold.

I 1852 blev det ydre demarkationsterræn frigivet uden hverken planlægning eller servitutter. Resultatet var "broernes" spekulationsbyggeri, som endnu ikke er færdigsaneret. Byens porte blev ikke længere lukket om natten og de militære skildvagter ved byportene og toldopkrævningen blev nedlagt i 1856.

Ministre og embedsmænd, der havde set private ejendomsspekulanter tjene groft på udbygningen af brokvartererne, øjnede en mulighed for at hente penge til stats- og kommunekasse ved salg af samtlige voldarealer til tæt bebyggelse.

Der blev nedsat en kommission, der var indstillet på total sløjfning af voldene; til nød kunne Tivoli og det nuværende Botanisk Have bevares som parker. Forslagene blev forkastet af Rigsdagen og mødt med kritik også fra Kunstakademiets side. Magistratens embedsmænd, bl.a. stadsbygmesteren, fremkom med et modforslag i 1865, hvor voldene skulle omdannes til en ring af parker.

Arkitekten Ferdinand Meldahl offentliggjorde et halvt år efter en plan i landets første ugeblad, Illustreret Tidende, der gik ud på stort set at bevare voldterrænet.

Loven om demarkationsliniens ophævelse blev vedtaget i Rigsdagen i 1867, og den endelige plan for områdernes anvendelse, der var færdig i 1872, blev et kompromis mellem de to forslag.

De rester af voldanlægget, vi kan glæde os over i dag, er bevaret i

I Tivoli

II Jarmers Plads

III Ørsteds Parken

IV Botanisk Have

V Rosenborg Have

VI Østre Anlæg

VII Kastellet

VIII Holmen

IX Christiania

X Christianshavns Vold