T H O R V A L D S E N S  M U S E U M
A R K I T E K T    M I C H A E L    G O T T L I E B    B I N D E S B Ø L L

Bygherre: Staten og Københavns Kommune
Opførelsesår: 1839-48

Bertel Thorvaldsen (1770-1844) - Den tids førende billedhugger i Europa - levede og arbejdede i Rom i mange år.

I 1837 besluttede han at forære sine arbejder, kunstsamlinger og formue til sin fødeby København på betingelse af, at der blev bygget et museum til værkerne. 

Da han året efter ankom fra Rom til Toldboden, blev han modtaget som folkehelt. Hestene blev spændt fra den vogn, der skulle køre ham til boligen på Charlottenborg, og københavnerne trak ham selv gennem gaderne. 

Johan Ludvig Heiberg havde skrevet en sang til lejligheden og Eckersberg forevigede begivenheden i et af sine billeder. (Oehlenschläger havde ved et tidligere besøg i 1819 skrevet sin hyldest til Thorvaldsen).

Københavns kommunalbestyrelse, der havde modtaget gaven fra Thorvaldsen, sørgede for at byen betalte hovedparten af omkostningerne til opførelsen af landets første museum, resten kom fra en landsindsamling i 1837.

Da Thorvaldsen døde i 1844 var byggeriet under tag, men ikke færdigt, og han nåede ikke at se Sonnes freskofrise.

"... og saa kom nu det Allerværste til, hans Faders Navn, og altsaa ogsaa hans Navn, endte aldeles paa "sen!" ham kunde der da aldrig i Verden blive Noget af ..."

fra Børnesnak af H. C. Andersen

Michael Gottlieb Bindesbøll (1800-56)

Adskillige af tidens arkitekter havde i flere år arbejdet med forslag til et museum for Thorvaldsen uden at vide, hvor det skulle ligge.

Frederik VI sluttede i 1939 diskussionen om placeringen ved at forære sin gamle vogngård og grunden, den lå på til formålet. Bygningen skulle genbruges og blev på den måde bestemmende for museets omfang og placering.

Da beslutningen om at ombygge Vogngården var taget, blev nye projekter udarbejdet i byggekomitéen - der bestod af fire af datidens arkitekter, som havde meget forskellige meninger om, hvordan bygningen skulle udformes. Det endte med at kongen afgjorde sagen ved at godkende et af Bindesbølls mange forslag, og han fik overdraget jobbet, som sin første selvstændige opgave.

Hans lærer, Kgl. Bygningsinspektør og professor ved Kunstakademiet C.F. Hansen havde stået for byggeriet af det andet Christiansborg efter branden af det første i 1794.

I forbindelse med den langvarige oprydning efter branden blev Vogngården, der kun bestod af to aflange bygninger sat i stand og lukket med en tværbygning mod Stormgade. Det arkitektoniske udtryk var meget enkelt og afstemt efter slottets og kirkens klassiske arkitektur. (Slottet brændte senere i 1884. Slotskirken står tilbage med sin lave kobberklædte kuppel - nyistandsat efter at vildfarne nytårsraketter for nogle år siden var lige ved være skyld i, at også den brændte ned.)

Noget tyder på, at Bindesbøll har nydt at bryde stilen, da han endelig fik opgaven og skabte en bygning, der markerede sig selvstændigt og distancerede sig markant fra slottet og kirken. Ifølge flere kilder var han ikke begejstret for C.F.Hansen.

Bindesbøll, som havde siddet i Rom og arbejdet på de første forslag til et museum, var inspireret af både pompejansk, romersk og ægyptisk arkitektur, da han tegnede det endelige projekt. Han havde allerede i sine tidlige forslag arbejdet med forskellige former for reliefvirkning og dekoration af facaderne.

Desuden var tiden til opbrud med søjlerne, farveløsheden og den massive, fast definerede nyklassisisme, der længe havde præget byggeriet. Man havde for nylig opdaget, at de græske templer havde været malet i stærke farver, og endelig var der en generel trang til en mere personlig og let udtryksform. Landet var ved at komme sig ovenpå krig og statsbankerot, (national-) romantikken var i fremgang, og enevælden sang på sidste vers.

Denne blanding af klassisk tradition, opbrudsstemning, festlighed og fornyelse samlede Bindesbøll i sit enestående bygningsværk.

Bindesbøll genbrugte de oprindelige aflange bygninger og var derfor bundet af Vogngårdens dimensioner og vognportenes rytme i facaderne mod gården. Portenes bredde formindskede han ved at lægge materiale til på begge sider af åbningen.

Han forlængede byggeriet med en forhal mod Stormgade. Mod slotskirken lukkede han gården med den fløj, der rummer Christussalen. Det resulterede i et firefløjet bygningsværk omkring en aflang gård, stort set symmetrisk om længdeaksen.

Midt i byggefasen blev det bestemt at museet også skulle rumme Thorvaldsens grav. Den fik plads som en diskret markering midt i gården og et mere pompøst gravkammer i underetagen.

Hovedpersonen, Thorvaldsen blandede sig ikke i selve bygningens udformning, men lysvirkningen på gipsfigurerne lå ham stærkt på sinde. Det tilgodeså Bindesbøll bl.a. ved at afvalme taget mod den indre gård.

Det mest markante ved bygningen, er de skrå hvidmalede vindues- og portalindfatninger med udstikkere foroven. Både udvendigt og indvendigt mod gården er bygningens facader holdt sammen af disse indfatninger. På indgangsfacaden til forhallen strækker de sig over 2 etager. På forhallens sider, der ingen vinduer har, er rytmen holdt med pilastre og dekorativ inddeling af facaden.

Grundfarven på facaderne er varm okkergul, men de grønne porte og især den hvide farve på de brede indfatninger gør hovedindtrykket meget friskt. Reliefvirkningen i indfatningerne markeres yderligere af smalle blå bånd.

I felterne under vinduerne har maleren Jørgen Sonne illustreret Thorvaldsens hjemkomst efter oplæg fra Bindesbøll. Farverne i frisen er nøje afstemt efter bygningens facade. Frisen, der blev malet i årene fra 1846-50, er et flot eksempel på en skiltning for bygningens funktion, der har været integreret i byggeriet fra starten. (Som en interessant nutidig pendant kan man i København opleve Palads Teatrets bemaling, som absolut er festlig, folkelig og fornøjelig, men bærer præg af at være påført senere, og ikke på samme måde – med Disneyfigurer, Borte med Blæsten og Ringenes Herre i facadernes felter – fortæller om, hvad der sker indendørs.)

Endelig blev værket kronet af en bronzeskulptur modelleret efter Thorvaldsens skitse af billedhuggeren H.W. Bissen - Sejrsgudinden med hesteforspand.

Indvendigt danner pompejanske dekorationer og mosaikgulve baggrund for de hvide skulpturer.

Byggeriet er løbende blevet vedligeholdt.

I 1920erne renoverede arkitekt Kaare Klint underetagen med Thorvaldsens samlinger og i 1970erne udformede arkitekt Jørgen Bo udstillingen om Thorvaldsens liv.

Sonnes oprindelige freskofrise blev trukket ned og gemt i 1950erne, hvor maleren Axel Salto sammen med en række unge kunstnere fornyede frisen, der var blevet stærkt afbleget i løbet af de 100 år der var gået siden opførelsen.

Belægningen i Prins Jørgens Gård mellem slottet og museet blev i 1980 fornyet med naturstensfliser for at binde pladsen sammen, og i 2002 blev hele forpladsen foran hovedindgangen renoveret. Den gamle indhegnede træbeplantning blev fjernet, så der nu er frit udsyn fra Stormgade til hovedfacaden med sejrsgudinden på taget og Slotskirkens flade kobberklædte kuppel som baggrund. Det ville i øvrigt ikke have ødelagt udsynet, hvis spejlbassinet på forpladsen havde været forsynet med en kant i siddehøjde.

"... der laae et stort Huus med mange Couleurer; det laae lige ved Slottet og Canalen, hvor der vare Skibe med Æbler og Potter. Vinduerne vare bredere for neden end for oven ..."

fra Nabofamilierne af H. C. Andersen